Nina Werner

Published by DanielNyboe on

Forebyg empatiudmattelse med self compassion – bevar glæden og omsorgen i dit arbejde!

Alle der arbejder med mennesker har et ønske om at hjælpe og drage omsorg for andre. Samtidig er det også et faktum, at en del oplever at miste gnisten undervejs, hvilket er trist på et personligt plan, og dyrt fra et samfundsmæssigt perspektiv.

I dette foredrag vil Nina Werner lære os om årsagerne til empatiudmattelse. Du vil få indblik i, hvad det er der sker, når vi bliver empatiudmattede, og du vil få viden om, hvad tegnene på empatiudmattelse er. Med afsæt heri skal vi sammen se på, hvordan man kan forebygge og afhjælpe empatiudmattelse. Og ganske overraskende forholder det sig modsat af, hvad vi intuitivt forventer: Vi har ikke brug for at engagere os mindre i omsorgssituationer, men faktisk mere, siger forskningen.

Nina Werner vil hjælpe os godt på vej og uddele værktøjer i form af konkrete forslag til, hvordan man kan tage godt hånd om sig selv i følelsesmæssigt krævende situationer og derved bevare arbejdsglæden og engagementet.

Foredraget giver bl.a. svar på følgende:

  • Hvordan kan baggrunden til empatiudmattelse forstås ud fra psykologiske og kognitive teorier?
  • Hvad er empatiudmattelse, og hvordan kommer det til udtryk?
  • Hvordan forebygges og afhjælpes empatiudmattelse, så man kan blive i det fag, man med stor sandsynlighed har valgt ud fra interesse og hjerte?

Nina Werner

Nina Werner er privatpraktiserende psykolog, autoriseret og specialist i kognitiv terapi samt supervisor. Foruden at se klienter i sin private praksis underviser Nina Werner praktiserende læger i Mindful Self-Compassion. Hun er endvidere underviser på Folkeuniversitetet og holder foredrag og workshops om self compassion. Nina Werner er forfatter til bogen Fra selvkritik til self compassion (Klim, 2020), der har modtaget flotte anmeldelser i blandt andet Berlingske.