Aske Juul Lassen

Published by DanielNyboe on

De nye gamle – og deres opgør med alderen som dom

Alder er en vigtig komponent i vores måde at bygge samfund på. Og alder er den vigtigste risikofaktor for en lang række sygdomme. Men alder er også ladet med en masse værdier og fordomme. I dette oplæg fokuserer aldringsforsker og etnolog Aske Juul Lassen på værdierne og fordommene og den ældre generations opgør med betydningen af alder.

Foredraget kommer bl.a. med bud på følgende:

For alderen behøver ikke at være en dom. Den samme generation, der i 1960’erne og 1970’erne lavede ungdomsoprøret, er nu i gang med at skabe et alderdomsoprør. De bliver ved med at engagere sig i samfundet og finder sig ikke i at blive sat uden for døren. De får skavanker og sygdomme, men fortsætter oftest med at leve aktive liv på trods af det. Og de bidrager på arbejdsmarkedet, i civilsamfundet og i familierne. Hvis vi som samfund formår at få blik for de ældres mange bidrag, kan vi smide ideen om ældrebyrden på historiens losseplads og begynde at få de ældre bedre i spil som en drivkraft for engagement og livslyst.

  • Hvorfor er det aldrende samfund ikke nødvendigvis et problem?
  • Hvad bidrager den ældre generation med?
  • Hvorfor er gamle mennesker de gladeste iblandt os?

Aske Juul Lassen, ph.d., er lektor i etnologi og aldringsforskning ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Han er pr. 1. januar 2027 leder af Center for Humanistisk Sundhedsforskning. Han har i 15 år forsket i de sociale og kulturelle aspekter af aldring og et aldrende samfund. Han er en livlig debattør og har udgivet podcasts, bøger, videnskabelige artikler og forskningsrapporter om alderisme, seniorarbejdsliv, pensionsovergange og aktiv aldring. Han er medlem af Rådet for et Aldersvenligt Danmark. I 2025 udgav han bogen De nye gamle – og deres opgør med alderens betydning.

Categories: Oplægsholdere